En skole med holdninger

Generelt om skolen

Osted Friskole er en velfungerende grundtvig/koldsk friskole, der i 2017 fejrede sit 100 års jubilæum. 

Vi er ca. 210 elever og 25 engagerede voksne, der hver dag gør alt hvad vi kan for at skabe en unik skole med høj faglighed, en stærk musisk/kreativ profil, udeskole, nærvær og et stærkt fællesskab.

Skolen bygger på en engageret og medlevende forældregruppe, og vi prioriterer et godt skole/hjemsamarbejde højt. 

Ud over friskolen har vi egen udelivs-SFO for 0.-3. klasse og egen klub fra 4. klasse. Skolen har til huse i rummelige og flotte lokaler og har unikke udearealer med egen skov, sø og et ”NaturVærk”, hvor friluftsliv og udeliv har optimale betingelser.

Læs om skolens værdier og formål i praksis her.

 

Oplyse og oplive

Skolen skal selvfølgelig oplyse, dvs. give eleven kundskaber og færdigheder, men den skal samtidig oplive - være et livfuldt sted med glæde og kultur, så lysten til at lære holdes vedlige.

Hvad er en friskole

Undervisningspligt men ikke skolepligt 
Grundlovens §76 slår fast, at at vi i Danmark har undervisningspligt og ikke skolepligt. Det betyder, at forældre i Danmark er frie til at vælge et alternativ til folkeskolen. De fleste friskoler er opstået, fordi en gruppe af forældre har taget initiativ til at oprette skolen. 

Friskolerne skal "stå må med undervisningen i folkeskolen" 
Friskolerne skal leve op til bestemmelserne i Friskoleloven, der overordnet set bestemmer, at friskolerne "skal stå mål med undervisningen i folkeskolen". Det betyder, at en elev i en friskole skal have mindst de samme kundskaber efter endt skolegang, som hvis eleven havde gået i folkeskole.

Friskoletraditionen gennem mere end 150 år
I Danmark går friskoletraditionen tilbage til midten af 1800-tallet, hvor især Christen Kold og N.F.S. Grundtvig spillede en rolle som inspiratorer.

I dag afspejler friskolerne en bred vifte af skoler grundlagt på forskellige pædagogiske, religiøse, livs- og værdisyn.

Skolens historie

Osted Fri- og Efterskole er en gammel, traditionsrig skole, men stadig lige ung med masser af kræfter, nye ideer og mod til at møde en moderne fremtid med nye skole- og samfundstanker.
Den er fast forankret i fortiden, stående på et grundtvig/koldsk værdigrundlag og med blikket rettet mod fremtiden. Og lyslevende her og nu.


Skolen blev oprettet d. 6 september i 1917 af 12 forældrepar, der tilsammen lagde 18 børn til. I første omgang blev skolen indrettet i stuen i det lille husmandssted på vej mod Assendløse, hvor børnehaven nu ligger. Stedet var på det tidspunkt ejet af Ellen og Jørgen Andersen, og var man heldig, fik man stukket en pandekage ud af køkkenvinduet i frikvarteret. Allerede året efter blev skolen udvidet med efterskole. Langsomt voksede grundarealet, bygningerne og elevtallet til den skole, vi kender i dag med ca 50 børn i børnehaven, 200 elever på friskolen og 144 på efterskolen og omkring 80 medarbejdere.

Dansk Friskoleforening

Skolen er medlem af Dansk Friskoleforening. Det betyder, at alle forældre automatisk optages som medlemmer af Dansk Friskoleforening, når de bliver forældre på Osted Friskole. Dansk Friskoleforening arbejder til stadighed politisk på at bevare familiernes ret til frit at vælge skole til deres børn.