Verdens skønneste job

Tømrer til Osted Fri- og Efterskole - genopslag

Vi søger en rutineret  og dygtig tømrer, der kan finde glæden i både små resparationer og store renoveringsprojekter på en spændende arbejdsplads med børn, unge og voksne.
Stillingen er på fuld tid.

Hurtig håndværker og blæksprutte

Der er fuld fart på udviklingen i Osted. Derfor søger vi en uddannet og erfaren tømrer. Skolen har to andre ansatte, hvoraf denne ene også er tømrer.

Sammen står teamet for den daglige vedligeholdelse samt en del renoverings- og byggeprojekter. Der er naturligvis også andre opgaver som fx maling, snerydning og øvrigt forefaldende arbejde, - alt sammen som en del af en varieret og spændende dagligdag. Lejlighedsvist vil der være aften- eller weekendarbejde.

Ildsjæl og deltager i skolens liv

Alle voksne på skolen er rollemodeller for eleverne, og som håndværker møder du børn og unge hver dag. Nogle gange skal der hentes en bold på taget og andre gange skal der hjælp til at lyne en jakke.

Håndværkerteamet deltager også jævnligt i undervisningen sammen med lærere og elever. Fx når der skal bygges kulisser til en teaterforestilling, eller når et valghold på efterskolen skal bygge en carport til en lærerbolig. Det er derfor afgørende, at du kan omgås børn og unge på en god og  positiv måde. Har du erfaring fra det frivillige børne- og ungdomsarbejde i en spejder- eller idrætsorganisation, vil det være en fordel.

Du skal være imødekommende og god til at samarbejde med mange forskellige faggrupper samt elever og forældre, ligesom du skal kunne skabe dig et overblik og sætte struktur på en udfordrende dagligdag med mange bolde i luften. Vi lægger vægt på, at du har ordenssans, og at du er loyal, fleksibel, mødestabil og i stand til at tage ændringer og uforudsete hændelser med godt humør. Vi forventer, at du har lyst til at være med i fællesskabet, og at du vil bidrage til det særlige og store engagement, som er en naturlig del af skolens kultur. Vi tilbyder til gengæld en spændende arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø og mange gode kollegaer.

Om Osted Fri- og Efterskole

Osted Fri- og Efterskole er en velfungerende grundtvig/koldsk friskole med vægt på høj faglighed og en stærk musisk/kreativ profil. Skolen har til huse i rummelige lokaler og har store og flotte udenomsarealer. Osted Fri- og Efterskole består af en friskole med ca. 210 elever, en efterskole med ca. 125 elever samt en børnehave med ca. 45 børn. Du kan læse mere om skolen på www.ofe.dk

Vil du vide mere

Du er velkommen til at ringe til lederen af serviceteamet, Niels Wendelboe Jepsen på 2162 8509. Han er selv tømrer og kan svare på alle spørgsmål om stillingen, og han giver dig gerne en rundvisning. Du kan også læse mere om skolen på www.ofe.dk.

Tiltrædelse snarest muligt. Kørekort er en forudsætning. Lønnen forhandles indenfor skalatrin 25 - 31 (statens takster) i svarende til ca. 27.000 – 30.000 kr/mdr. Hertil kommer en fuld arbejdsgiverbetalt pensionsordning på 12%.

Ansøgningsfrist: Fredag d. 8. januar 2021 kl. 12.